Dorthe og Line

Nu kan du hjælpe ukrainske børn med jeres brugte skoleudstyr

Det var ikke nødvendigvis skoletasken, som havde førsteprioritet, da børnene flygtede fra krigen i Ukraine. Derfor samler Aalborg Bibliotekerne og modtagetilbuddet Solsikken Kjellerupsgade nu skoleudstyr ind til de ukrainske skolebørn, som er kommet til Aalborg.

I Aalborg Kommune modtager man kontinuerligt ukrainske flygtninge og heriblandt mange børn i skolealderen, som nu skal til at have en ny og anderledes hverdag til at fungere i et helt nyt land. For at hjælpe dem godt i gang, opfordrer Aalborg Bibliotekerne til, at man bruger påskeferien til at kigge i gemmerne derhjemme. Måske har du en lækker skoletaske eller et penalhus liggende, som kan gøre skoledagen nemmere for et ukrainsk barn? Det kan også være, at du har en ekstra pakke blyanter, viskelæder, linealer eller andet, som et dansk skolebarn tager for givet at have med i skoletasken.

Det meste kan bruges, du skal blot sikre, at det er pænt og rent inden du afleverer det fra tirsdag d. 19. april. Du kan donere skoletasker, penalhuse, blyanter osv. på Hovedbiblioteket i Aalborg og på bibliotekerne i Nibe, Storvorde, Hals, Svenstrup og Vodskov.

Samarbejde mellem skole og kulturtilbud

Alle tingene bliver i samarbejde med børnenes lærere i modtagetilbuddet givet videre til de ukrainske børn, inden de skal starte i danske skoler. Aalborg Bibliotekerne og Solsikken i Kjellerupsgade, som er modtagetilbud for ukrainske flygtninge, arbejder allerede tæt sammen.

Det fortæller Skoleleder på Solsikken Kjellerupsgade, Martin Theis Eriksen:

”Vi låner bøger om de emner, undervisningen fokuserer på og flere af børnene har allerede været med ovre på biblioteket for at lære lokalerne at kende. Det er en stor opgave at starte et så stort modtagetilbud op og lærere og pædagoger knokler for at give de traumatiserede børn en glad hverdag og mod på at komme ind i en almindelig dansk skoleklasse. Heldigvis har vi fået masser af hjælp fra kommunens kulturtilbud. Børnene har b.la. været en tur med i ZOO, og efter påske kommer børnene fast til at have timer på Hovedbiblioteket to gange om ugen, hvor de f.eks. skal lege sproglege, se film og deltage i bibliotekets andre aktiviteter målrettet børn.” 

Landets (måske) første biblioteksskole

Vi ser frem til at tage mod de ukrainske børn med det, som måske er landets første biblioteksskole, hvor Stine og Dorthe (billedet) er udpeget som de glade biblioteksskolelærere.

De danske folkebiblioteker skal selvfølgelig bidrage med integrationen af nye medborgere, forklarer områdeleder ved Aalborg Bibliotekerne, Maria Sjøblom:

”Vi er altid klar til at spille biblioteket ind i forhold til de kommunale opgaver. Vi byder ind med sproglege, adgang til information og litteratur og så bliver vi forhåbentlig et trygt holdepunkt, hvor børnene bliver mødt med smil og åbne arme uden forpligtelser.”

Maria har selv været hjemme og rydde op i døtrenes skolesager, så der er tyvstartet på indsamlingen af skoleremedier. Nu er håbet at mange flere vil finde store og små sager, som kan hjælpe de nye skolebørn godt i gang.

Indsamlingen af skolesager foregår på Hovedbibliotekerne og på bibliotekerne i Nibe, Storvorde, Hals, Svenstrup og Vodskov fra tirsdag den 19. april 2022.

Tags