Med andres ord: Halfdan Rasmussen
Halfdan Rasmussen (1915- 2002) er en af de få danske digtere, som alle er på fornavn med. For Halfdans børnerim er kendt af de fleste. Hans tidlige voksenlyrik fra efterkrigstiden, som er præget af blodig alvor og civilisationskritik, er dog knap så kendt. Men alvoren stikker også sit hoved frem i børnerimene fra tid til anden og sammen med den finurlige humor og den sproglige opfindsomhed, bliver Halfdans digte helt unikke og nærmest umulige ikke at huske og at elske.
I 'Tosserier 1-7', der udkom 1951-57 er denne blanding af humor og alvor i højsædet, som eksempelvis set i den velkendte lille strofe:
Jeg skriver sjove digte
Jeg skriver også triste
De første læser andre folk
Selv læser jeg de sidste
Rim og rytme understreger det underfundige i dette dybest set alvorlige udsagn, og det er en form, der præger det meste af Rasmussens forfatterskab.
I Julekalender for voksne (1965) får såvel alvor som sprælskhed plads. Bogen er ikke en julekalender i traditionel forstand, men en digtsamling med 24 digte. Alle digtene er vinterdigte, men ellers breder de sig over forskellige temaer.
Året 1967 er af litteraturkritikeren Søren Vinterberg blevet karakteriseret som et ”regulært tidehverv for dansk børnelitteratur”. For her sættes nemlig grænsen mellem et markant ”før” og et markant ”efter”. Før denne periode havde vi en børnelitteratur, som Mette Winge i sin doktordisputats beskrev som værende ”næsten uden poesi med et slapt og billedløst sprog”. Det var en ”nøjsomhedsprosa”, sagde hun. Børnelitteraturen var dengang både kedelig og kraftløs, uanset om vi ser på de historiske romaner, spændingsromanerne eller de dengang meget populære seriebøger.
Men så skete der altså noget. For i løbet af et par måneder udkom der i slutningen af 1967 fem nye titler, som hver især og tilsammen intet mindre end revolutionerede dansk børnelitteratur. De fem titler var Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil, Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, Benny Andersens Snøvsen, Eigil og katten i sækken, Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe og altså Halfdan Rasmussens Halfdans ABC. Væk var ”nøjsomhedsprosaen” og de voksne autoriteters dominans, og i stedet kunne man nu læse om levende personer, hvilket vil sige levende børn, beskrevet i et levende sprog. Børnelitteraturen var herefter forandret og vedblev med at være det.
Da Politiken lige før årtusindeskiftet bad deres læsere om at vælge ”århundredets bog”, var Halfdan Rasmussens Børnerim (1964) blandt de nominerede bøger. Som bekendt løb børnerimene ikke af med sejren, det gjorde Johannes V. Jensens Kongens Fald (1901), men ikke desto mindre var det måske Halfdans bog, som de fleste kendte allerbedst. For hvem har ikke sunget med på ”Tyggegummikongen Bobbel” og ”Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil”, råbt ”Hej! Hej! Nikolaj” eller snøftet lidt over ”Snemand Frost og Frøken Tø”?
I nyere tid har en genudgivelse af Halfdan Rasmussens børnerim været udsat for censur, da udgiveren Gyldendal mente, at enkelte af ordene, der var brugt i samlingen, i dag kunne forstås racistisk, og at det ikke ville være hensigtsmæssigt for børnene at lære at bruge ordene. Censuren var genstand for store diskussioner i den brede offentlighed.
Artiklen er udarbejdet af litteratursiden.dk
Læs mere om Halfdan Rasmussens forfatterskab på forfatterweb.dk