Blå/lilla baggrund med vanddråber. I fronten står der "Kærlighedens kraft - romantik på Aalborg Bibliotekerne" i hvid skrift. Der er et rødt hjerte over i'et og en rød kysmund på billedet.

Kærlighedens kraft – Romantik på Aalborg Bibliotekerne

05.11.23
Der er kærlighed i luften på Aalborg Bibliotekerne i disse dage, hvor vi tæller ned til at hylde romance-genren fra uge 47 sammen med jer. Hvis du lige så spændt som os, kan du læse mere om arrangementet, romance-genren og hvordan du kommer i gang med at udforske den her.

En hyldest til romance-genren

”Kærlighedens kraft” byder på romantiske uger i kærlighedens tegn fra 20. november til 9. december rundt omkring på dine biblioteker-

Hele serenaden afsluttes med en storslået romance-dag lørdag den 9. december på Hovedbiblioteket, hvor du kan spille litteraturbanko og møde tre store romance-forfattere: L. Sherman, Ella Andrup og Sara Ejersbo, som vi er helt vilde med.

Du kan læse mere om romance-festivalen og romance-dagen her

Hvad er romance?

Romance-genren dækker over kærlighedshistorier og kan dateres flere århundreder tilbage i tiden. Kærlighedsfortællingerne handlede dengang ofte om tragisk kærlighed mellem to mennesker. 

Fra Middelalderen kender vi legenden om kærligheden mellem ridderen Tristan og den irske prinsesse Isolde, som skal giftes med en anden mand. 

Samme tema er på spil i Shakespeares Romeo og Julie og fælles for begge historier er tragiske slutninger, hvor ingen får hinanden, og alle dør.

I nyere tid er der flere lykkelige slutninger med par, der trods modstand og utallige tests af deres kærlighed til hinanden, alligevel finder sammen til sidst. 

En genre der hitter

Lykkelig slutning eller ej, så er romance-genren blandt de mest populære og læste genrer. 

Det ses også i udlånsstatistikkerne, hvor vi kan se, at I har lånt mere end 29.110 romance-bøger i 2023 indtil videre. 

Det store udlånstal og den store efterspørgsel, peger på, at romance-genren ikke blot er en forbipasserende trend, men snarere en kultur, der dyrkes. 

En fortælling om kærlighed og den stærke kvinde

I både litteratur og på film skildrer romancegenren den første, den store og den sidste kærlighed, både på godt og ondt. 

Romancegenren tager sted i en verden, hvor kærlighed overvinder alt, hvor kærlighed gør ondt, og hvor kærlighed er den største gave til mennesket. 

Romancebøger portrætterer typisk en stærk kvindelig hovedperson, der ved, hvad hun vil, og som tør kæmpe for det, hvad enten det drejer sig om hendes karriere eller hendes valg af partner. 

Mange læser også romance for at “opleve” ting, man som en dødelig, lidt kedelig nordjyde måske aldrig får mulighed for. 

Hvem har ikke drømt om storslåede ferier, fester og måske en flirt med en troldmand, kollegaen eller andre?

En genre med humor

Ping-pong, humor og kemi mellem hovedpersonerne gør, at vi som læsere kan relatere til dem og sætte os ind i deres følelser.

Mange romance-entusiaster dyrker også bestemte “tropes” eller temaer, såsom “enemies to lovers”, “friends to lovers” eller endda “forbidden love”, hvor hovedpersonernes kærlighedshistorie er opbygget efter bestemte formler.

Temaet “enemies to lovers” er yderst populært inden for genren. Her begynder hovedpersonerne med at hade hinanden, men bliver typisk ført sammen på den ene eller anden måde, hvorefter kærligheden spirer.

Sådan kommer du i gang med romance-genren

Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med genren, guider vi dig her til, hvordan du kommer i gang med at udforske litteraturens kærlighedsfortællinger.

Vi har spurgt vores søde bibliotekar, Line Dalbro Schaumann, som også står bag bogbloggen ”Forestilling om paradis ” og Instagram-profilen ”linedalbro”, om at give jer hendes bedste anbefalinger inden for genren.

Her får du 16 romance-titler med tårertrillere, hjertevarme kærlighedsfortællinger, hed romantik og den unge kærlighed.

Vi advarer dog om følgende bivirkninger: sommerfugle i maven, hjertesorg, blussende kinder, bittersøde tårer og masser af træk på smilebåndet.

Bittersød kærlighed:
"Mig før dig" af Jojo Moyes
"En flænge i himlen" af John Green
"Det ender med os" af Colleen Hoover
"Skrøbelige skønhed" af Amy Harmon

Hjertevarme:
"Kys din kæreste på rejsen" af Pia Konstantin Berg
"Tæppefald" af Ella Andrup
"Den lille butik med nye begyndelser" af Jenny Colgan
"Mens verden ser på" af Anna Larsson
 
3 hede titler:
"Alexa Wu" af L. Sherman
"Ladyens løgn" af Sarah MacLean
"Twisted love" af Ana Huang
"Et forførende tilbud" af Tessa Dare

Ung kærlighed:
"Aftalt spil" af Elle Kennedy
"Et afgørende øjeblik" af Sarina Brown
"Papirprinsessen" af Erin Watt
"Grib mig" af Ginger Scott

Vi ønsker dig god læsefornøjelse, og vi håber at se dig til vores romance-festival og romance-dag på Aalborg Bibliotekerne.

Du kan læse mere om romance-festivalen og romance-dagen her.
 

Inspiration