Foto: Jan Szwagrzyk, Unsplash

Iskold underholdning til dig der er sneet inde

02.12.21
Vi har samlet en vantefuld god underholdning til dig, der er sneet inde eller bare foretrækker at nyde sneen indendørs i disse dage. Bøgerne og filmene er alle tilgængelige hjemme fra den varme lænestol, når du logger på med dit bibliotekslogin.

5 iskolde dramaer på Filmstriben

Arctic

En mand er styrtet ned i ødemarken i Arktis. Her forsøger han at overleve, han fisker og prøver på at få kontakt med omverdenen. En dag beslutter han sig for at forlade de trygge rammer omkring det nedstyrtede fly for at finde hjælp.

Se "Arctic" på Filmstriben

Fargo

Jerry er i økonomiske vanskeligheder. Han hyrer to forbrydere til kidnappe sin egen kone. Han håber at få en klækkelig løsesum fra sin stenrige svigerfar. Snart viser det sig at han har allieret sig med to af Minnesotas mest uduelige fyre. Det bliver ikke bedre for Jerry, da den snarådige politkvinde Marge begynder at kigge på sagen.

Se "Fargo" på Filmstriben

Magnetisørens femte vinter

Friedrich Meisner, magnetisør og naturlæge kommer i 1819 til en lille by i Nordsverige. Han virker overbevisende med sine helbredende evner, da han helbreder en blind pige. Men der er også skeptiske og tvivlende beboere i byen.

Se "Magnetisørens femte vinter" på Filmstriben

Misery

Efter en bilulykke plejes forfatteren Paul Sheldon i et ensomt beliggende hus af en ukendt, sindssyg kvinde, der samtidig forsøger at tvinge ham til at genoplive sin berømte romanserie ved udspekulerede ydmygelser.

Se "Misery" på Filmstriben

Wind river

Liget af en ung pige bliver fundet i sneen i et indianerreservat. En uerfarne FBI-agent skal opklare forbrydelsen, og slår sig sammen med jægeren Cory Lambert, der kender naturen og reservatets indbyggere, og som selv har en dyster fortid.

Se "Wind river" på Filmstriben

5 stormfulde bøger på eReolen

"Ingen udvej" af Taylor Adams 

Darby Thorne strander i en snestorm på en rasteplads i Rocky Mountains. Da hun opdager en lille pige låst inde i en varevogn står hun over for en ukendt kidnapper blandt sine medrejsende.

Lån "Ingen udvej" på eReolen

"Bjørnen" af Katrine Marie Guldager

Vibse, gymnasielærer i 50'erne, fyret fra gymnasiet pga. samarbejdsproblemer, datteren er flyttet og ægtemanden er en idiot. Hun flygter til deres hus i Sverige, og kommer under en snestorm til at stå ansigt til ansigt med sin indre frygt og vrede.

Lån "Bjørnen" på eReolen

"Sne" af Orhan Pamuk

Den tyrkiske eksildigter Ka rejer til byen Kars i det nordlige Tyrkiet, samtidig med at en afdanket skuespiller og en fordrukken officer under dække af en snestorm anstalter et lokalt militærkup.

Lån "Sne" på eReolen

"Vintermørke" af Birgithe Stender-Jensen

Krimi. Bornholm er lukket ned i julen af en kraftig snestorm, men politi og brandvæsen får travlt med en mordbrand, et barnelig og et selvmordsforsøg. Der er ikke mange spor at gå efter, og længe ser efterforskningen ud til at stå i stampe.

Lån "Vintermørke" på eReolen

"Lyden af stilhed" af Rosemund Lupton 

Psykologisk thriller. Hvor længe kan et menneske overleve i en snestorm i Alaska? Et sted uden mennesker, uden lys, uden varme, uden håb om at blive fundet i tide. Det finder Yasmin og hendes 10-årige døve datter Ruby ud af efter at have tilbragt uendelige timer i ødemarken.

Lån "Lyden af stilhed" på eReolen

Inspiration