Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?

01.05.23
Børn er eksperter på børn, så hvad sker der, hvis børnene får frie tøjler på landets biblioteker, når formidlingen af litteratur skal fortælles? Det får de nu chancen for at vise med den landsdækkende kampagne ”Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?”

Landets biblioteker inviterer sammen med eReolen Go alle børn i alderen 9-12 år til at overtage bibliotekernes litteraturformidling i hele maj måned.

Det sker, når bibliotekerne omdannes til én stor ”børn-til-børn”-anbefaling, og lader børnene bestemme, hvilke historier der skal fremhæves som en god læseoplevelse. For der sker nemlig noget helt særligt for læseiveren, når børn selv bestemmer, hvad de vil læse.

Sådan deltager børn i kampagnen

Alle børn i alderen 9-12 år har mulighed for at deltage. Klik ind på bibliotekernes digitale tilbud eReolen Go, hvor der er inspiration og man kan dele boganbefalinger. Man kan også opleve og deltage i udstillingen i børnebiblioteket på Hovedbiblioteket. Her kan børnene komme med anbefalinger og vælge de historier, der skal fremhæves i både det digitale og det fysiske bibliotek.

Her kan man dele sin boganbefaling på eReolen Go

Så kender du et barn, der elsker bøger og som gerne vil give oplevelser videre til andre børn? Eller kender du et barn, der mangler inspiration, men som helst vil have det fra andre børn? Uanset så tag barnet med ind på bibliotek eller følg med hos eReolen Go, hvor bibliotekerne giver børn mulighed for, i fællesskab med andre børn, at få og give gode læseoplevelser videre. Bibliotekerne garanterer, at der er en oplevelse i vente for alle.

Du kan se, hvilke seks titler børn har valgt her på hjemmesiden og se seks seje børn give deres anbefalinger af bøgerne i videoerne her: 

Rejser ind i de VILDESTE verdener!


Rejs ind i verdener med SPÆNDING OG GYS!


Du kan også besøge dit lokale bibliotek og se, hvilke bøger børn fra dit lokalområde har anbefalet. Og er du nysgerrig på, hvilke bøger børn fra andre steder i landet anbefaler, så følg med her på eReolen Go.

Kampagnen er en del af projektet ”Det starter med børnene”, der har fået støtte af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker. Projektet har deltagelse af 46 af landets biblioteker samt eReolen Go.

Tags
Inspiration