Beethovens 250 års fødselsdag

27.10.20
Beethoven har 250 års fødselsdag, og selv om hans musik er komponeret for mange år siden, er hans musik stadig aktuel i dag både i film, som ringetone, som Europahymne og meget mere.

Ludwig Van Beethoven blev født i 1770 i Bonn og voksede op i en familie med musiktraditioner. Beethovens far var en middelmådig violinist og korsanger ved hoffet i Bonn, og han tvang ofte Beethoven til at øve sig i violin- og klaverspil. I en tidlig alder blev Beethovens talent spottet, og som kun 7-årig  spillede han allerede en stor koncert i Köln. Beethovens far løj dog og sagde, at Beethoven kun var 6 år gammel - det synes han nemlig lød mere imponerende.

I 1792 kom Beethoven i lære under Joseph Haydn, som blev betragtet som den fornemste repræsentant for den wienerklassiske stil. Beethoven rejste med Haydn til Wien, hvor han boede frem til sin død i 1827.

Beethoven bliver 250 år

Beethoven fylder i år 250 år, og det skal da fejres! Vi vil derfor gerne invitere jer ind på Hovedbiblioteket - i Børnebiblioteket, hvor I kan opleve musikformidling  på en anderledes måde.

På Børnebiblioteket møder I to ”stemningshuse”, hvor man i det ene hus (forhåbentlig) oplever en dramatisk og dyster stemning og i det andet hus en mere munter og glad stemning. I kan sætte jer ind i husene og lytte til et stykke musik ved at træde på Soundarounds, som ligger inde i husene - alt sammen ganske Coronasikkert.

Børn kan lege komponist

Du kan også få mulighed for at komponere dit helt eget musikstykke ved hjælp af 4 Soundarounds, som hver kan afspille det samme stykke musik, men med forskellige instrumenter.

Børn (og barnlige sjæle) kan sætte de 4 Soundarounds i gang på én gang eller fx 2 ad gangen og på den måde genskabe musikstykket på nye måder. De 4 Soundarounds har klistermærker, som viser hvilket instrument de spiller.

Hvem ved, måske er du den næste Beethoven!

Beethoven online

Vi har også udviklet et digitalt site, hvor børn og barnlige sjæle kan muntre sig med både musik-”puslespil”, gættelege og musikkomponering.

Klik dig ind på beethoven250. dk og bliv udfordret på din musikalske sans. 
 

Tags
Inspiration