Aalborg Bibliotekerne åbner for to go på flere biblioteker

Fra onsdag den 10. marts 2021, udvider Aalborg Bibliotekerne deres click and collect løsning ”Biblioteket to Go”, så læselystne godtfolk nu også kan hente reserverede bøger og andre biblioteksmaterialer ude omkring i kommunen.

Bibliotekerne i Hasseris, Nørresundby, Svenstrup, Vodskov, Nibe, Storvorde og Hals vil således fremover åbne for ”to go” hver mandag, onsdag og torsdag kl. 14-17, indtil bibliotekerne får mulighed for at åbne ”rigtigt” igen.
Siden anden nedlukning i december 2020, har man kunne hente sine reserveringer ved Hovedbiblioteket, og det er der mange, der har haft glæde af. Erfaringerne herfra bruger man nu til at åbne for to go på flere af kommunens biblioteker, og det ser rådmand fra Sundheds- og kulturforvaltningen, Mads Duedahl, frem til.

”Jeg har hørt fra en del borgere, der har efterspurgt muligheden for at låne bøger fra deres lokale bibliotek. Med de gode erfaringer vi har gjort os med to go løsningen på Hovedbiblioteket, føler vi os trygge ved at åbne lidt mere op. Det er vigtigt at så mange som muligt får adgang til de få kulturelle muligheder, der trods alt er til rådighed for tiden. To go ordningen har desuden allerede spillet en stor rolle i at mange unge under uddannelse fortsat har haft adgang til litteratur og kilder, når de har skulle skrive opgaver. Nu bliver det så forhåbentlig lidt lettere for flere at gøre brug af det tilbud.”

Trækker på erfaringer fra Hovedbiblioteket

Biblioteket to go på lokalbibliotekerne kommer til at ligne den ordning, som mange allerede har gjort brug af på Hovedbiblioteket. Du reserverer det, du gerne vil låne fra bibliotekets hjemmeside. Når en bibliotekar har fundet det frem til dig, modtager du en besked, hvorefter du tager hen på det bibliotek, du har reserveret til. Når du ankommer, ringer du til biblioteket, og de udleverer en pose med dine udlånte materialer. Så kan du ellers boltre dig med biografien, brætspillet, broderiopskrifterne – eller hvad du nu har valgt at låne.

”Det er vigtigt at understrege, at det her tilbud fortsat skal foregå under strenge sikkerhedskrav, hvor der skal være god afstand, ekstra rengøring osv. Derfor er der meget få på arbejde på samme tid. Af den grund er det også kun udlån, bibliotekerne åbner for, da vi ikke har folk nok til også at håndtere at tage mod afleveringer.” understreger Mads Duedahl

Vi har bøger nok

Man skal dog ikke være nervøs for at bibliotekerne løber tør for bøger og andet godt lige med det samme, selvom der ikke bliver afleveret nogen. Der står fortsat flere 100.000 af dem på hylderne, så der går en rum tid, inden det bliver kritisk.

Når to go ordningen åbner på de nævnte biblioteker onsdag den 10. marts, har Aalborg Bibliotekerne et stort efterslæb af reserverede biblioteksmaterialer, som først skal ud på hylderne. Dernæst kommer man til de nye reserveringer.

Så selvom der nu åbnes mere op, skal man stadig væbne sig med tålmodighed – der kan gå lidt tid fra du trykker på ”Reservér”-knappen på bibliotekernes hjemmeside, til bogen bliver fundet frem til dig.

Du kan finde information om, hvordan du kan bruge biblioteket to go på dit nærmeste bibliotek ved at besøge aalborgbibliotekerne.dk/2go

 

Fortsat lukket i Haraldslund, Vejgaard, Trekanten og i bogbusserne

Selvom Biblioteket to Go nu bredes ud til flere biblioteker, er der fortsat af forskellige årsager helt lukket på bibliotekerne i Vejgaard og på Trekanten samt på servicepunkt Haraldslund og i Bogbusserne.

I Vejgaard undergår bygningen, biblioteket ligger i, en større renovering i øjeblikket, i Trekanten er der testcenter, så der kan vi ikke åbne, og det vil kræve for meget mandskab, der skal arbejde sammen i små lokaler, at åbne for bogbussen.