Foto af mennesker der kravler over Berlinmuren

30-året for Berlinmurens fald: før under og efter

06.11.19
Berlinmuren falder pludseligt i efteråret 1989. Tusindvis af østberlinere kører i deres små Trabant-biler ind i Vestberlin. Tag med på en rejse tilbage i tiden til dengang, Berlinmuren delte Øst - og Vestberlin.

Berlinmurens fald den 9. november 1989 blev symbolet på den kolde krigs ophør og indledningen på en ny æra i verdenshistorien. Muren havde i 28 år ikke bare adskilt østberlinerne fra vestberlinerne, men også stået som et uskønt monument over det delte Tyskland og det delte Europa.

Berlinmuren blev kaldt for en ”antifascistisk beskyttelsesmur”, men i virkeligheden blev den opført for at holde den østtyske befolkning indespærret i det kommunistiske DDR, så de ikke kunne flygte til vesten.

I anledning af 30-året for murens fald i november 2019 bliver der afholdt en lang række arrangementer i den tyske hovedstad.

Berlinmuren falder pludseligt i efteråret 1989. Jens Nauntofte fra TV-Avisen rapporterer fra folkefesten i Vestberlin. Tusindvis af østberlinere kører i deres små Trabant-biler ind i Vestberlin.

Hvad var Berlinmuren?

Søndag den 13. august 1961 påbegyndte østtyske arbejdere, skarpt bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med betonklodser og pigtråd. Herefter opførtes en betonmur, som i de følgende år blev udbygget til en uigennemtrængelig grænsesikring, Berlinmuren. Den kom til at stå i 28 år som det ultimative symbol på den kolde krig.

Muren var en 45,1 km lang betonmur, der blev bevogtet af syv vagtregimenter, der hver bestod af 1.000-1.200 elitesoldater. Fra 1971 havde soldaterne ordre til at skyde på flygtninge, der forsøgte at komme fra Øst- til Vestberlin, med det formål at dræbe dem. Ifølge Denstoredanske.dk (se kilder) skønnede man indtil Murens fald, at op imod 100 mennesker var blevet dræbt i forbindelse med flugtforsøg, men en senere opgørelse fra 1994 anfører 244 dødsofre. Det sidste drab fandt sted så sent som i 1989, hvor grænsevagter skød og dræbte den 20-årige Chris Gueffroy.

Ud over Berlinmuren gennem Berlins midte indhegnede østtyskerne hele Vestberlin med en 155 km lang mur, og der var omfattende grænseanlæg langs den 1.378 km lange grænse til Vesttyskland. Opførelsen og driften af de store grænseanlæg var en enorm økonomisk byrde for DDR. 

Har du lyst til at læse mere om baggrunden for Berlinmurens opførelse og fald, så læs resten af artiklen på Faktalink.dk
I artiklen er der også videoklip og forslag til videre læsning. Husk at logge ind med dit biblioteksnummer og pinkode for at se den fulde artikel.

Artiklen er udarbejdet af faktalink.dk - cand.scient. Jesper Samson