Billede af de tre omtalte tegneserier
Billede af de tre omtalte tegneserier

Tre tegneserier til teenagere

Trænger du til nye læseoplevelser? Her får du tre tegneserietips til teenagere!

Hvis du mangler noget til at sætte skub i læselysten, hvorfor så ikke prøve med en tegneserie? Sammenhængen mellem billede og tekst er stærk og stærkt inspirerende til videre læsning. Her får du tre bud på fede tegneserier til teenagere fra bibliotekar Jacob Bæk.

Lars Kramhøft og Tom Kristensens "Portal" er en hurtigt læst lille perle af en tegneserie.

Den nysgerrige Rasmus bliver forældreløs og kommer til at bo hos sin tante. En dag bruger han hendes laboratorium og hendes forskning i multiverset til at springe fra sin egen dimension og ind i en anden i håb om at kunne få sine forældre tilbage. Om han slipper godt fra det må du læse dig til, og historien er helt sikkert det værd. Jeg er vild med historien i Portal, men der hvor den virkelig skinner er på tegnestilen, der er fandenivoldsk og flot og virkelig sætter scenen.

I 2009 udkom første bind af Amulet - en fantasy-tegneserie af den japansk-amerikanske Kazu Kibuishi - på dansk. Senere kom også bind 2 ud, men derefter stoppede forlaget Carlsen sin udgivelse af serien på dansk. Siden er serien dog blevet samlet op af forlaget Alvilda og vi kan nu se frem til at få alle bind af serien på dansk. Og det er vi flere, der glæder os til, for Amulet er en virkelig fin og spændende serie!

Min kollega Pia har tidligere anbefalet første bind i serien, så hvis du vil læse mere om hvad Amulet er og kan, så tryk ind og læs hendes anbefaling af Amulet her.

Er man frisk på at læse serien på engelsk kan den lånes via eReolen Global.

Det kan være svært at være ung og svært at være til i det hele taget. Det kan hovedpersonen i Dagbog fra afgrunden, Lars, godt mærke. Der er meget på spil og udfordringer er der også nok af.

Jeg kan rigtig godt lide Dagbog fra Afgrunden. Lars' dagligdag og indre monolog er fyldt af angst og ensomhed, og hans reaktioner på verden omkring ham føles reel og virkelig. Tegneserien er holdt i sort og hvid og er meget enkel, men det gør bare at selve historien får lov at træde endnu mere frem på siden. Stor anbefaling herfra.

Inspiration