Nye skønne skarnsstreger med Lasse-Leif og Luske-Lise

01.02.23
Dinosaurer, drager og en skeløjet enhjørning er bare det bedste, men hvad gør man, hvis de ikke er med i ens godnathistorie? Man tilføjer dem da bare selv!

Lasse-Leif og hans mor elsker begge godnathistorier, men de er bestemt ikke enige om, hvad der er fedt at læse. Så Lasse-Leif og Luske-Lise pynter lidt på mors godnathistorie, så det bliver meget mere underholdende. Det eminente makkerpar er på banen igen, og selvom der efterhånden findes 18 udgivelser, så holder serien stadig kadencen i sin morsomme skildring af barnlig logik og verden oplevet i børnehøjde.

Lasse-Leif er især vild med historien om den store T-rex, men den er mor ret træt af efter at have læst den højt utallige gange. Mor vil hellere læse bogen om den fattige pige i gamle dage, hun selv elskede så højt som lille. Gab – den er så kedelig, at man lynhurtigt falder i søvn, synes Lasse-Leif. Heldigvis har Luskelise en plan.

Næste aften bliver mor pludselig helt bleg, da de er i gang med hendes yndlingshistorie. Lasse-Leif og Luske-Lise har sneget en dinosaur ind i historien. Men det er jo en BIBLIOTEKSBOG, de har tegnet i, så nu bliver den skrappe gamle bibliotekar, Bog-Bodillen, som også var bibliotekar i mors barndom, jo RASENDE. Det går dog helt anderledes end forventet på biblioteket, hvor Bog-Bodillen ikke bliver det mindste sur men i stedet stikker Lasse-Leif en blyant, så han kan skrive sine egne historier – bare ikke i bibliotekets bøger.

Endnu en charmerende historie med Lasse-Leif, som denne gang handler om en for mange genkendelig situation omkring sengetid, hvor den samme yndlingshistorie vælges gang på gang. Man kan næsten høre et kollektivt suk fra trætte forældre. Historiens morale er, at voksne ikke har patent på, hvad der er en god historie og at huske på, at læseglæden er det, der tæller.

Kan I som undertegnede heller ikke få nok af Lasse-Leif og Luske-Lise, så er der også lige udkommet ”Lasse-Leif er skør med dans”, hvor Lasse-Leif starter til dans og finder ud af, at det er sjovere at danse, hvis han har kjole på.

Inspiration