Litterære måltider

Litteraturen er fuld af ikoniske måltider. Vi inviterer dig med til bords ved et udpluk af dem, når vi tager på en kulinarisk rejse rundt i litteraturen. Værsgo og spis.

En klokke ringer. Nogen skubber dig ind i geled, og flankeret af en håndfuld skolepiger marcherer du ind i en spisesal og sætter dig ned. Ved siden af dig sidder Jane Eyre, og hun er glubende sulten. Enhver god dag starter med et godt morgenmåltid. Men grøden er sveden, og Jane rynker på næsen. ”Sveden havregrød er næsten lige så slemt som rådne kartofler, selv sulten ækles ved det,” tænker Jane, og du er enig og forlader bordet. Du dumper i stedet ned i Ulysses, og lugten af brændt nyre omslutter dig. Du betragter Leopold Bloom hælde den brankede ret over på en tallerken og skynder dig væk, før han ser dig.

Søde sager
Duften af madeleinekager rammer dine næsebor. Morgenmad er det ikke just, men det dufter så fristende. Du får øje på fortælleren i Swanns verden, der dypper en madeleinekage i en kop lindete. I samme øjeblik kagen rammer tungen, stivner han og får et fjernt udtryk i øjnene. Du betragter ham, men da han har siddet sådan i hen ved fem minutter, beslutter du dig for ikke at forstyrre. I stedet tyer du til Joanne Harris’ Chokolade og Viannes lille butik. Men Reynaud er kommet dig i forkøbet. Du slutter dig til mængden, der betragter præsten gennem ruden, som han ligger der ”sammenkrøbet i resterne af udstillingsvinduet med ansigtet plettet af chokolade”. Han har spist det hele. Du sukker opgivende og trasker væk.

Maven knurrer
Nu er du virkelig ved at være sulten. Du går forbi et cafeteria og får øje på Holden Caulfield fra Griberen i rugen. Han nipper til en sandwich med svejtserost og et glas maltmælk og ser lettere fortørnet ud. Måske har han været på en dårlig date? Det er ikke et måltid, tænker du og går videre, mens han råber bag dig: ”Det er ikke meget, men der er faktisk en del vitaminer i maltmælk.” Du ignorerer ham, for nu har du fået færten af noget rigtig lækkert. Fede, stegte kalkuner. Smørdryppede bønner. Og, kan det passe, flamberede juleplumbuddinger? Du træder ind gennem en massiv dobbeltdør og bliver mødt af svævende stearinlys og glade ansigter. Her vil du blive. Harry rykker sig til side på bænken og tilbyder dig en plads mellem ham og Hermione. Du stikker gaflen i en kartoffel dækket af tyk sovs. Endelig, tænker du og smiler fjoget til Ron, før du putter gaflen i munden.


Stadig sulten?

Hvis du stadig er sulten, kan du læse mere om brugen af mad i litteratur her:

Litteratursiden

Litteratursiden fortæller lektor Casper Thrane bl.a. om, hvorfor mad er så brugt et motiv i litteraturen.

Forfatterweb har samlet en liste over andre gode bøger, hvor maden bliver brugt som motiv.

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten