Bordskik

De fleste familier har særlige ritualer og skikke ved måltiderne, der er vigtige for dem at overholde. Institutionen Madkulturen udgiver hvert år et madindeks, og i 2017 var temaet danskernes måltidsvaner.

Emma Gad var i Takt og tone fra 1918 klar i mælet i forhold til, hvordan man sikrer en hyggelig måltidsoplevelse, når man spiser sammen med andre: ”Præcision spiller ogsaa en stor Rolle i Husets daglige Gang, særlig ved Maaltiderne. Hvorledes kan de blive hyggelige, naar Familiens Medlemmer kommer dumpende bagefter, snart den Ene, snart den Anden, og Maden skal staa og vente og uafladelig holdes varm.” Over hundrede år er gået, men danskerne synes faktisk stadig, at det er vigtigt, at man ikke bare ”kommer dumpende”. Ifølge Madkulturens undersøgelse fra 2017 mener 75 % nemlig, at det er vigtigt, at alle sidder ved bordet, før man begynder på maden. Lidt færre, 68 %, mener, at det også er vigtigt, at man bliver siddende, til alle er færdige med at spise.

Tak for mad
En anden gængs bordskik sidder formentlig på rygraden for langt de fleste af os. Det kunne noget i al fald tyde på, når fire ud af fem danskere mener, at det er vigtigt at sige ”tak for mad”, når man har spist. Det gør det til den mest udbredte måltidsnorm – eller bordskik – i Danmark. Tre ud af fire mener derudover, at måltidet skal være elektronikfrit. Om telefonen og tabletten rent faktisk bliver pakket væk, når maden stilles på bordet, afhænger ifølge undersøgelsen bl.a. af, om man spiser ene eller sammen med andre.

For de fleste danskere er det vigtigt, at måltidet foregår ved et spisebord. Alligevel spiser godt en femtedel af danskerne aftensmad i sofaen på en helt almindelig hverdagsaften. Det er især unge par og folk, der spiser alene, der ender med at slå bagdelen i det bløde sofasæde, når maden skal indenbords. Faktisk spiser hver fjerde dansker aftensmad alene, og af dem ender knap halvdelen i sofaen – og stort set alle ville egentlig gerne have selskab til solomåltidet.

Du kan læse meget mere om danskernes måltidsvaner her.


Danske bordskikke i tal

Så mange synes ifølge "Madindeks 2017", at det er vigtigt eller meget vigtigt, at ...

... der bliver sagt tak for mad: 81 %

... man sidder ned ved et spisebord og spiser maden: 80 %

... der ikke bruges telefon, tablet eller computer ved bordet: 76 %

... alle sidder ved bordet, før man begynder på maden: 75 %

... man bliver siddende ved bordet, til alle er færdige: 68 %

... der er ro omkring måltidet (lavt støjniveau): 60 %

... der tages hensyn til individuel smag og lyst: 52 %

... man spiser den samme mad: 44 %

... der bliver sagt velbekomme, værsgo eller bon appetit: 44 %

... der bliver talt om maden, f.eks. om hvordan den smager: 39 %

... maden er serveret på fade eller i skåle: 29 %

... bordet er dækket med fin dug, blomster eller stearinlys: 21 %

... der er underholdning under måltidet (fjernsyn, musik osv.): 5 %

... der bliver bedt bordbøn: 2 %


Fællesspisning og bøvseboks

Som undersøgelsen også antyder, spiser alt for mange danskere aftensmad alene. Aalborg Bibliotekerne sætter fokus på det gode måltid, når vi inviterer aalborgenserne til middag på Hovedbiblioteket. Vi mødes over et sundt og mættende måltid, alt imens vi taler sammen og skaber nye relationer. Og så får vi besøg af en af familierne kendt fra DR1-programmet "Maddysten".

Man skal sige tak for mad og lægge telefonen fra sig, når man sætter sig til bords. Men hvad med en bette bøvs - er det i orden at slippe sådan en under aftensmaden? Næ, næ, næ, næ, næ, det må man ikke! Medmindre man da deltager i en bøvsekonkurrence eller bor i Bahrain. Læs meget mere om bøvsebordskikke lige her, og kom ind på Hovedbiblioteket og prøv vores bøvseboks.

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten