Forår i haven og køkkenet

Foråret er over os. Snart kommer der grønne blade på træerne igen, dagene bliver længere og længere, og før vi ved af det, pibler det frem med ramsløg i skovene. Det er ved at være tid til at trække i havehandskerne og få sået og plantet, sat kartofler, slået græs og trimmet bedene. Måske skal kolonihaven have en ordentlig overhaling, eller er det mon tid til, at altankasserne bliver shinet op?

Uanset om det kribler i de grønne fingre for at få jord under neglene, eller du bare gerne vil læne dig tilbage i forårssolen med en god bog, kan du finde inspiration til forårslivet her. Mens du venter på, at frugterne af dit hårde arbejde skal spire frem af jorden, kan du bladre gennem utallige kogebøger og beslutte dig for, hvordan ingredienserne skal bruges i dit køkken.

Og hvis du bare helst er fri for at skulle skrubbe jord af hænderne, så husk det zenbuddhistiske ord: "Når man sidder stille og laver ingenting, kommer foråret, og græsset vokser af sig selv."

Vær velkommen, vår.


Vidste du ...?

... at det er forskelligt, hvordan man definerer, hvornår der er forår? I Danmark er det normalt at betragte marts, april og maj som forårsmånederne, men i bl.a. Tyskland bruger man datoerne for forårsjævndøgnet omkring den 21. marts og sommersolhvervet omkring 21. juni til at markere starten og slutningen på foråret. I den kinesiske kalender starter foråret allerede i starten af februar, og i keltisk tradition bruger man middagssolens styrke til at vurdere, hvornår foråret starter og slutter.

... at det varmeste forår var foråret 2007? Da havde vi en middeltemperatur på 9°C og ikke mindre end 661 soltimer. 2008 tager dog prisen for det mest solrige forår - da skinnede solen nemlig i 663 timer. Det koldeste forår, der er blevet registreret, løber helt tilbage til 1888, hvor middeltemperaturen ikke var på mere end 2,9°C. I 1983 var det vådere, end det nogensinde har været, og der faldt 285 millimeter nedbør. Det tørreste forår faldt i 1974 med kun 46 millimeter nedbør.


Forårsmagasiner

Databasen RBdigital er din adgang til digitale udgaver af magasiner fra nær og fjern. Vi har samlet tre anbefalinger, der kan bidrage til forårsstemningen. Log blot ind med dit bibliotekslogin, og så er du klar til at gå på opdagelse.

Alt om haven er magasinet for alle haveejere, der elsker udeliv, at få jord under neglene og lære nye tips og tricks til at få mest ud af sin have. Magasinet udkommer 10 gange om året.

Opskrifterne i Spis Bedre er lettilgængelige, overskuelige og gennemprøvede. Der gøres brug af sæsonens bedste råvarer, og læseren får masser af tips til nye og spændende retter.

Amateur Gardening har hjem i Storbritannien. Magasinet tilbyder på engelsk inspiration til havearbejdet for både haveeksperter og mere uerfarne grønne fingre.


Grønne internetoaser

Maria driver havebloggen Livsnyderhaven, og hendes orangeri er en oase af grøn glæde. Ifølge hende selv er det ikke her, du skal lede efter korrekte latinske navne på planterne, men i stedet kan du finde nærværende og personlige indlæg, der inspirerer til haveleg. Til juni inviterer Maria alle til at besøge hendes smukke have, der ligger midt i Aalborg.

Veninderne Mathilde og Amanda har med base i Aalborg skabt det online madunivers Mummum. Her kan du gå på opdagelse i alskens opskrifter. Har du brug for inspiration til, hvad du kan bruge grøntsagerne fra haven til, kan du for eksempel få deres bud på gode salater og tilbehør. Mums!

Nu dukker ramsløget snart frem af skovbunden. Du behøver ikke at tage på landet, for at finde den - også midt inde i Aalborgs grønne oase titter den frem, så det er bare at gå på jagt. Husk dog, at den til forveksling ligner liljekonval, som er giftig. Men får du fat i den rigtige plante, er den en fryd for ganen, og på Arlas hjemmeside kan du finde masser af gode ramsløgsopskrifter.


Mere mad

 

Er mundvandet begyndt at løbe? Så find endnu mere inspiration i Aalborg Bibliotekernes eget madunivers. Her kan du blandt andet blive klogere på bæredygtig ny nordisk mad og få anbefalet lækre kogebøger. Bon appétit.

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten