For voksne

Spis efter sæsonen: Sommer

Sommermaden smager bedst, når råvarerne er i sæson. Tænk nye kartofler med smør, rabarberkage og jordbær med fløde. Her finder du kogebøger til lette serveringer, mad under åben himmel og søde afslutninger.

Af biblioteket

Nærbillede af farverige frugt-is på ispinde på en tallerken med isterninger

Det er nu, råvarerne gør det meste af arbejdet for dig. Når aspargesene knækker sprødt, tomaterne er solmodne, og krydderurterne dufter, behøver sommermaden ikke være kompliceret for at smage af noget særligt.

At spise efter sæsonen handler om at bruge det, der er allerbedst lige nu. Det kan være en hurtig salat med sprøde grøntsager, en kold dessert med bær eller et måltid, der kan laves og nydes i den friske luft.

Her har vi samlet kogebøger, der giver inspiration til sommerens madlavning.

 

Grønt, sprødt og knasende

Sommermad må gerne være enkel, farverig og fuld af friske råvarer. Ærter, agurker, radiser og squash kan hurtigt blive til lette retter til både hverdag, gæster i haven og lange aftener i sommerhuset.

Spis i det fri

Gløderne er klar, og grillen er varm, men hvad skal der på? Sommermad under åben himmel er en klassiker, uanset om det foregår i haven, på stranden eller ved bålet på shelterturen.

Sommerdesserter

Jordbær, rabarber, hindbær, ribs og solbær hører sommeren til. De kan spises, som de er, men de kan også blive til is, trifli, tærter og kolde desserter, der smager af ferie og lyse aftener.