BogBazar

Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Bibliotek
Sted
Glashjørnet
Målgruppe
For alle
Unge/Voksne

Den Store Bogbazar - bogsalg på Hovedbiblioteket

16.10.21 - 24.10.21
Bibliotekets bogsalg er tilbage -  nu i en massiv, ny efterårsudgave.

Hvert år giver Aalborg Bibliotekerne kasserede biblioteksbøger længere levetid ved at sælge dem videre via bibliotekets meget velbesøgte bogudsalg. Bøger, spil og tidsskrifter ender typisk på bibliotekets bogsalg, fordi de kasseres fra bibliotekets samling pga. tegn på slitage - eller fordi de er erstattet af nyere, mere relevante udgaver.

I efterårsferien flytter bogsalget op fra kælderen til større arealer i Hovedbibliotekets glashjørne, hvor du får mulighed for at købe spil, lykkepakker, julebøger, musik, tidsskrifter, fagbøger og gode romaner.

Her kan du betale med både kontanter og mobile pay i den betjente tid, mens du må nøjes med mobile pay, når biblioteket er alene hjemme. 

Bogsalgets nye bazarform - med boder og markedsstrøg - skyldes dels et ønske om at give mere plads til både gæster og bøger; men også fordi man gerne vil indhente lidt af den markedsstemning, som vi gennem sommerens nedlukninger er blevet snydt for pga Corona. (Åh, Hjallerup,...).

Den Store Bogbazar er åben fra lørdag d 16. til søndag d. 24. oktober. Der fyldes løbende nye bøger og materialer på de opstillede boder, så der hele tiden vil være noget nyt at komme efter.

I den betjente tid kan du desuden få signeret din bog med en hilsen fra din yndlingsbibliotekar. 

Spring køen over 

Orker man ikke køer og store menneskemængder, kan man henlægge sine røverkøb til bibliotekets mindre besøgte og selvbetjente tidspunkter (fx aftenstunden). Her vil der være mulighed for at betale med Mobilepay, mens kontanter kun modtages, når der er bibliotekspersonale til stede. 

Vil du benytte tilbudet om at fylde en pose, skal du huske at medbringe din egen, da biblioteket  i bæredygtighedens navn ikke længere uddeler plastikposer eller har dem liggende. I betjent tid vil det imidlertid være muligt at købe bibliotekets - i begge betydninger af ordet - ‘bæredygtige’ net.  

Fordelt ud på boder kan du i år finde litterære skatte inden for kategorier som: romaner, krimi/spænding, billed- og børnebøger, biografier, fagbøger, specialmaterialer (fx kunstbøger), tidsskrifter, musik, udenlandske titler, mm.

For mere information kontakt Pia Pedersen Pia.Pedersen@aalborg.dk  via områdeleder Maria Sjøblom, maria.sjoeblom@aalborg.dk*. Bibliotekets åbnings- og betjente tider finder du via hjemmesiden aalborgbibliotekerne.dk.

 

Materialer