
Om dette arrangement
Bogreception med forfatter Pablo Llambías
Pablo Llambías fejrer sin nyeste roman ”Parcelhus” med en bogreception på Hovedbiblioteket.
Til receptionen kan du opleve oplæsning og et foredrag med Pablo Llambías om bogen, der foregår i Gug, og som udkommer denne dag, den 10. februar. Der vil også være rig mulighed for at få en snak med forfatteren eller få signeret en bog.
Neandertalere i elementkøkkener
For 13.000 år siden ankom de første mennesker til Gug. De slog sig ned på det sted, hvor der i dag ligger en Netto ved rundkørslen Gugvej, Sønder Tranders Vej, Vissevej og anede ikke, der engang ville komme til at ligge et enormt parcelhuskvarter omkring dem. Pablo Llambías fortæller i sin nye bog om sin opvækst i Gug og livet i 70erne med tråde langt ud i både fremtid og fortid. Parcelhus er en humoristisk fabel med neandertalere i elementkøkkener, sociale hierarkier, fordømmelse og berømmelse, kærlighed og svigt, alt sammen koncentreret om parcelhuset, planbyggeriet og den natur, der var her engang.
Om Pablo Llambías
Pablo Henrik Llambías blev født i 1964 og voksede op i Gug. Llambías har stiftet bekendtskab med mange kunstneriske genrer, og det har præget hans karriere både før og efter hans debut som skønlitterær forfatter i 1996. Gennem årene har han instrueret film, produceret kunst- og dokumentarvideoer og udstillet som billedkunstner. Den brogede, kunstneriske baggrund har sat tydelige spor i Llambías' forfatterskab, hvor overraskelsen og fornyelsen er mere reglen end undtagelsen.
Læs mere om Pablo Llambías' udgivelser her.
Til arrangementet serveres en lille forfriskning
Tilgængelighed
- Mulighed for at trække sig: Ja
- Niveaufri adgang: Nej – kontakt personalet for niveaufri adgang
- Handicapvenligt toilet: Ja
- Fast teleslyngeanlæg: Ja
Læs mere om tilgængelighed og planlæg dit besøg på Hovedbiblioteket via dette link.
Vi arbejder hele tiden på at forbedre tilgængelighed på vores biblioteker, så har du andre særlige behov eller spørgsmål til arrangementet skriv til os på bibliotek@aalborg.dk eller ring på tlf. 99314300.