
Om dette arrangement
Årets klassikerbogcafé – En mørk og stormfuld nat
Barometeret står på Sturm und Drang med saft og kraft på årets klassikerbogcafé. Vi har pakket kufferten med ni litterære klassikere, der alle har det til fælles at de har store armbevægelser og noget på hjerte.
Skumsprøjt og forrevne klipper
Det bliver mørkt og stemningsfuldt når stormen raser omkring os. Der er skumsprøjt på de forrevne klipper. De få forblæste træer svajer på heden, mens et enkelt lys oplyser et vindue på en ellers mørk aften. Vagthunden rejser hovedet med et sæt og ser opmærksomt ud i mørket. Måske er en uventet gæst på vej med dårligt nyt?
Klassikerne blev skrevet før det moderne livs luksus. Dengang hvor lidenskab var livsfarlig og en livsflamme kunne dø ud før den nærmest havde fået fat. Alligevel kan vi spejle os i de store følelser og svære valg, som hovedpersonerne går igennem. Det menneskelige rækker på tværs af tiden og mødes så smukt i litteraturen. Måske kan vi ovenikøbet lære noget af hinanden.
Vi glæder os til at tage jer med på den helt store følelsesmæssige rutsjetur, når turen går til klassikerne.
Bogcaféen bliver fortalt af Peter Søholm, Erling Lykke og Tine Eggertsen fra Aalborg Bibliotekerne. Martha Marie Petri og Simon Erdmann sørger for den rette musikalske stemning.
Komponistduoen Erdmann/Petri arbejder i krydsfeltet mellem klassisk og elektronisk musik. Ved at fusionere deres to vidt forskellige musikalske verdener, og i et unikt møde mellem modular synthesizer, spolebåndoptager og cello, opstår ny musik, som forholder sig til den verden vi lever i. Simon Erdmann og Martha Marie Petri har skrevet musik til Spoken Word udgivelser og i 2021 skrev de musik til den danske kortfilm Semiramis skrevet og instrueret af Edith Tvede.
Tilgængelighed
Mulighed for at trække sig: Ja
Niveaufri adgang: Nej - kontakt personalet for niveaufri adgang
Handicapvenligt toilet: Ja
Fast teleslyngeanlæg: Ja
Læs mere om tilgængelighed og planlæg dit besøg på Hovedbiblioteket via dette link.
Vi arbejder hele tiden på at forbedre tilgængelighed på vores biblioteker, så har du andre særlige behov eller spørgsmål til arrangementet skriv til os på bibliotek@aalborg.dk eller ring på tlf. 99314300.