Doppler af Erlend Loe

Moderne klassiker om livet i skovene

Andreas Doppler som er hovedpersonen i denne humoristiske roman fra 2005, får en uventet ÅBENBARING ved et tilfælde ude i skoven. Han er en familiefar med kone og to børn godt job og hus i en forstad til Oslo. Han har vist egentlig ikke tidligere reflekteret over, hvor dødssygt, hans middelklasseliv er, men så styrter han en dag på sin mountainbike, og da han kommer til bevidsthed og ligger der i skovbunden, går det op for ham, at hans hoved for første gang er helt tomt for kværnende tanker.

Stræber efter inkompetencen

Det får ham til at forlade civilisationen. Familien og det ”kompetente” liv, som han kalder det, og som opdager, han afskyer. At man altid blindt følger normen i jagten på effektivitet og succes.

 

Så i stedet flytter han i telt op på åsen over Oslo, hvor han vil leve som jæger og samler. Samler-delen kommer bla til udtryk ved, at han bryder ind i villaer i udkanten af skoven og stjæler Tobleronebarer.

 

Men han er også rigtig jæger, da han en dag med dolk nedlægger en elg lige uden for teltet. På den måde får han kød at spise, men han bliver også plejefar for koens nu moderløse teenagekalv, Bongo. De bor sammen i teltet og bliver efterhånden meget tæt knyttet.

Svært at undslippe kompetencen

Dopplers retræte til vildmarken sker altså som reaktion på en akut lede ved civilisationen. Han bor dog kun 200 meter inde i skoven, og modsat Henry David Thoreau er han ikke interesseret i at indvie andre i fortræffelighederne ved sit nye simple liv. Alligevel får han flere og flere tilhængere, der ligesom i filmen Forrest Gump tillægger ham ædle politiske, religiøse og spirituelle motiver, han slet ikke har.

 

Konen kommer også forbi teltet i ny og næ for at få sex, og det resulterer i, at hun på Norges nationaldag, 17. juni skænker ham en ny søn og kalder ham Bjørnstjerne efter nationaldigteren. Men så har den kompetente, norske selvtilfredshed endnu engang sneget sig ind på ham, og Doppler må træffe nye foranstaltninger sammen med Bongo.

 

Det kan I alt sammen læse mere om her. Og siden er der faktisk kommet 3 yderligere romaner om Dopplers og hans eventyr, kan man vel godt kalde det.

 

Doppler er en meget morsom bog. Loe skriver med en tør humor og har en ironisk distance til det liv, han selv lever i Oslos middelklasse. Miljøet er realistisk, men så fylder han det med absurde og fantastiske elementer, der bidrager til den kritik af civilisationen, han ikke giver nogen som helst brugbare løsninger på.

(Fra Bogcaféen Ud i Vildmarken, 4. januar 2019)


reserver Bog
box img

Søg på emne:

Anbefalingen er skrevet af:

Nina Ovesen

Forlag:

Gyldendal

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten