"The Audacity to Win" er den bog, der ligger på mit natbord lige nu - i øvrigt sammen med en stak andre bøger, jeg også har gang i, og som jeg vender tilbage til senere. Bogen er skrevet af Barack Obamas valgkamps-chef David Plouffe, og handler om den lange kamp og det hårde ræs, hele vejen fra ideen om at stille op til præsident blev født, over midtvejsvalget, hvor Obama besejrede den langt mere kendte Hillary Clinton, til primærvalget og rem til selve præsidentvalget, hvor Obama slog republikanernes John McCain. Som læser får man et levende billede af arbejdet med at involvere flest mulige græsrødder i det politiske arbejde, om strategisk kommunikation, krisehåndtering og kunsten at holde modet oppe med hjemmelavede burgere og kolde øl, når valgkampen synes næsten uendelig og ikke mindst uovervindelig. Titlen "The Audacity to Win" refererer til Obamas egen "The Audacity to Hope," som var bogen, der tilbage i 2008 overbeviste mig om, at Obama var manden , amerikanerne skulle satse på som ny præsident.

 

 

Faktisk har jeg lige nu i bilen en ganske udmærket jazz-CD af Benjamin Koppel, men rigtig ofte er det også Nephew, U2 eller Simon and Garfunkel, der bliver lyttet til. Når jeg løber, har jeg alt fra Bruce Springsteen over svenske Ulf Lundell til danske Eva Madsen liggende på min MP3-afspiller.

 

 

Jeg var for nylig i biffen og se Dirch. En fabelagtig god og medrivende film om en meget, meget stor og sjov mand, men med et udpræget tragisk liv. Den største film i år er dog Kongens store tale. Mens Pigen og Ræven, som jeg har set med mine børn, blev hentet på bibliotekernes Filmstriben - en god og pædagogisk film om at passe på med at kultivere det naturlige og tæmme det vilde - ganske tankevækkende.

 

 

Som politiker er det nødvendigt hele tiden at være opdateret  med, hvad der sker. Både ude i verden og i det ganske, danske land. De hjemmesider, som jeg oftest besøger for at læse nyheder er Ritzau, Nordjyske.dk, Politiken.dk og flere af de landsdækkende nyhedsmedier.

 

 

Den første historie, jeg husker, er fortællingen om de to tandtrolde Karius og Baktus, som mine forældre læste højt for mig. Jeg kan tydeligt genkalde mig de billedrige beskrivelser af, hvordan Karius og Baktus bor i drengen Jens' huller i tænderne, fester, når han spiser wienerbrød, og gruer for tandbørstningen. Værst af alt var selvfølgelig besøget hos tandlægen, hvor Karius og Baktus bliver konfronteret med tandlægeboret og på tragisk vis bliver skyllet ud i afløbet.

 

 

Ole Birk Olesens "Taberfabrikken," som jeg desværre er kommet til at læse i. Bogens budskab giver mig en dårlig smag i munden, fordi den lægger solidaritet og velfærd for had. Dog bekræfter den mig endnu engang i, hvorfor det er så altafgørende for mig at kæmpe for et retfærdigt velfærdssamfund, hvor der er plads til alle, og hvor der tages hensyn til de svageste.

 

Blev du inspireret?