Søg her...

Nyheder



eReolen GO skal vække læselysten hos skoleelever
15-02-2017

Nyt streaming-initiativ skal prikke til læselysten og forbedre nordjyske børns læsefærdigheder.  


Ifølge undersøgelser kan fritidslæsning på en halv time om dagen rykke børn et helt skoleår frem i læsefærdigheder.

Derfor har Aalborg Bibliotekerne inviteret 13 skoler med i et forsøgsprojekt, hvor alle elever på skolerne får fri adgang til streamingtjenesten eReolen GO i 2017.

 

Kendt ordning i børnevenligt format
eReolen kender mange danskere allerede, men med den nye ordning målretter man tilbuddet børn og unge i alderen 7 – 14.

 

Modsat voksenudgaven har man i forsøgsordningen fjernet loftet for hvor mange e- og lydbøger man må låne og reservere, begrænsninger af den art har vist sig at stå i vejen, når man samtidig gerne vil motivere målgruppen til at gå på opdagelse i litteraturen. Mange letlæsningsbøger har samtidig et beskedent sideantal, der hurtigt er læst.

 

eReolen GO rummer ca. 3000 e-bøger og 1200 lydbøger og er samtidig indrettet til at guide og inspirere eleverne til netop de bøger, der interesserer den enkelte skoleelev.


Biblioteket kommer på besøg

Et led i forsøgsprojektet er, at eleverne på 13 skoler skal introduceres til eReolen GO af bibliotekarer fra Aalborg Bibliotekerne. Bibliotekarerne tager ud på skolebesøg, hvor de giver et inspirerende oplæg, der skal åbne en dør på klem til online-litteraturens forunderlige verden.

 

Ude på skolerne glæder man sig til at få besøg fra bibliotekerne og til at tage fat på et skoleår i læselystens tegn.

 

Skoleleder på Farstrup Skole Søren Madsen udtaler:

 

Først og fremmest er jeg utroligt glad for at Farstrup Skole har fået muligheden for at deltage i forsøgsordningen. Selvom de fysiske bøger i stigende grad forsvinder ud af skolen, så er det stadig vigtigt, at eleverne har adgang til de nyeste læsebøger og lydbøger.

På Farstrup Skole har alle elever en iPad eller Chromebook til rådighed, og det er derfor oplagt at læsningen her foregår digitalt.

 

 

Sammen om læselysten

På Aalborg Bibliotekerne er man godt klar over at første stop på ruten hjem fra skole ikke er et biblioteksbesøg. Bibliotekerne ser derfor øget læselyst som et vigtigt fællesmål for skoler og biblioteker at samarbejde om.

 

Bibliotekschef Kirsten Boelt udtaler:

 

”Aalborg Bibliotekerne gør en stor indsats for at få flere børn til at læse mere i fritiden. Vi ved, at fritidslæsningen er en afgørende forudsætning for, at børn bliver gode læsere, og vi håber med eReolen GO at kunne give børnene inspiration og nem adgang til gode bøger. Vi håber også, at initiativet kan bidrage til at styrke det lokale samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker om at få børn til at læse mere”.

 

Skolebesøgene starter i uge 7 og vil strække sig over det meste af foråret. Eleverne fra de 13 skoler har i 2017 fri adgang til eReolen GO via deres UNI-login.

 

Fakta om eReolen GO i Aalborg Kommune

  • Følgende skoler er med i forsøgsprojektet med Aalborg Bibliotekerne: Mou, Vodskov, Løvvang, Farstrup, Bislev, Hou, Kongerslev, Ellidshøj, Sebber, Tylstrup, Grindsted, Langholt og Nøvling skoler.
  • Elever fra de 13 skoler kan tilgå eReolen Go via deres velkendte UNI-login, og har ingen begrænsninger på antal lån.
  • Man kan anvende hjemmesiden: eReolenGo.dk eller hente appen til iOS og Android.