
Forfatterdrømme vakt på Aalborg Bibliotekerne
Louise Juhl Dalsgaard, født 1973, er uddannet fra Danmarks Bibliotekarskole i Aalborg. Louise arbejder som koordinator og udvikler på Teaterskolen Move'n Act i Århus. Hun har desuden haft digte trykt i Slagtryk og holdt "Litterær Jukebox" i Skanderborg Kulturhus.
Louise har udgivet tekstsamlingen "Mit ønske om at dø er rent hypotetisk" fra forlaget Jorinde og Joringel og arbejder pt. på endnu en tekstsamling med noveller og kortprosa.
Louise Juhl Dalsgaard fortæller:
"Jeg trådte i bogstaveligste forstand mine barnesko mellem reoler med bøger på Grønlandstorv Bibliotek. Jeg fandt den umage blanding af bøger, blade og koncentrerede læsere et sandt paradis. Bedst var de dage, hvor der var fremvisning af film for de mindste i et lille lokale til venstre for skranken (det var før det blev ombygget og "moderne"). Her sad vi børn på puder, med mørklægningsgardinerne som buffer mod virkeligheden, og lod os fortrylle af Cirkeline, talende pingviner og Tintin.
Med årene blev jeg mere hærdet - og mindre fortryllet - og søgte i stedet "Ung Nu" serierne, der var næsten grotesk socialrealistiske beretninger om alkoholramte hjem, selvmordstruede unge eller enlige mødre, der fik kræft. jeg tror, det er en periode, alle teenagepiger skal igennem, og om ikke andet rustede det mig med en stor portion social bevidsthed.
Senere endte jeg som bogopsætter på samme bibliotek og fik timer til at gå med at klassificere bøger og memorere titler, hvilket sidenhen har været en stor hjælp i diverse vidensspil à la Trivial Pursuit og Besserwizzer.
I 2000 færdiggjorde jeg uddannelsen som biblikotekar fra Danmarks Biblioteksskole, og uanset jeg sidenhen har brugt min uddannelse uden for biblioteksvæsenet, er der ingen tvivl om, at biblioteket har haft en helt afgørende betydning for mit liv. - Og for at jeg i dag kan kalde mig forfatter.
Vi spørger...
Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
Jeg læser altid flere bøger ad gangen, således også nu. Jeg læser Juliane Preislers " Privatpersoner" som e-bog og er ret fascineret af hendes gengivelse af flerstemmigheden i menneskets tanker. Jeg oplever, at vi moderne (?) mennesker bruger uendeligt mange ressourcer på at censurere vores egne tanker, og den energi der ligger gemt i denne kamp, beskriver hun enestående. (Jeg forestiller mig, at det er en bog, deler vandene: enten finder man den hverdagsagtige "stream of consciouss" fængene, eller også står man helt af på den form for underspillet drama. Jeg tilhører den første kategori.
Derudover genlæser jeg for 117. gang Søren Ulrik Thomsens " Rystet spejl." Jeg bliver så fortrøstningsfuld, når jeg læser, hvordan årene kan gøre os mere rummelige - også i forhold til os selv (og den diskrepans der altid eksistere mellem vores fantasi og vores formåen). Det er stor poesi, der favner også det mindste, og han bruger et sprog, der trods højstemthed er superlet tilgængeligt. Absolut anbefalelsesværdigt også for de, der normalvis får nervøse trækninger ved tanket om at læse digte.
Hvilken cd ligger på din afspiller?
Nu er jeg et af de mennesker, der ikke længere benytter cd-afspiller, men downloader musik til min computer. Det album, jeg lytter mest til - ikke bare for tiden, men til enhver tid - er en oldgammel traver af Neil Young: "Harvest." Jeg elsker den mands musik og bliver aldrig træt af at lytte til ham. Han spiller på ens nerve-ender, når han rører ved sin guitar.
Ellers er det nye album med Bon Iver fantastisk, og endelig ser jeg frem til Leonard Cohens nye album, der skulle udkomme i løbet af januar. Dét skal jeg med garanti eje!
Hvilken hjemmeside besøger du dagligt?
Hmmm... jeg elsker jo ord og litteratur, så jeg havner ofte på blogs, der omhandler sådant. Jeg er lige begyndt at følge med på blogkollektivet Promenaden, men også enkeltforfatteres blogs er et must - ingen nævnt, ingen glemt.
Endelig er jeg jo af naturlige årsager ofte omkring min egen blog Silhuet for at poste strøtanker og litterære indfald.
Hvad for en historie (bog, film, fortælling el.lign) er den første, du husker?
Halfdan Rasmussens børnerim. Min mor og jeg lavede melodier til de mange rim, og selv i dag kan jeg recitere et hav af disse herlige sprogfabuleringer. Jeg tror muligvis min kærlighed til sprog stammer herfra. Skulle jeg nævne et enkelt rim, må det være "Alle anemonemænd" - fantastisk billedrigt og finurligt.
Hvilken bog vil du ALDRIG læse?
Jeg holder mere af at søge dét, jeg glædes ved, end det, jeg afskyr. Livet er simpelthen for kort til at ærgre sig over elendig litteratur, - derfindes jo nok horisontudvidende og rørende bøger til at fylde et helt liv, så hvorfor ikke fokusere på det i stedet.
Blev du inspireret?
- lån bøgerne, lyt til musikken og se filmene
Vi har samlet nogle af de materialer Louise anbefaler her - KLIK og bestil.
|