Søg her...

Anbefalet af Nina Ovesen



Gør ikke skade af Henry Marsh

Hjernekirurgen Henry Marsh beretter åndeløst spændende om livet, døden og lægekunsten.

 

På omslagsflappen af erindringsbogen, Gør ikke skade, er der et billede af forfatteren, Henry Marsh. En mand, der ser ældre ud end sine godt 60 år, iklædt sit arbejdstøj, som er en lyseblå operationskittel og papirkalot. Mundbindet hænger løst om hans hals, og på næsen sidder runde, Harry Potter-agtige briller med stærke glas. I panden og mellem øjnene har han et  hegn af rynker, der giver ham et bekymret udtryk, men om munden spiller antydningen af et smil, der virker sardonisk.

 

Livet i hænderne

Men det, der gør størst indtryk ved dette portræt af neurokirurgen Henry Marsh, er hans hænder. Foldet over hans mave ligger de med store og knortede fingre, så tykke at de knap lader sig flette ind i hinanden, og ligner mere de gigtplagede labber på en pensioneret landmand eller tømrer, end de præcisionsredskaber, der sidder for enden af armene på en af Storbritanniens dygtigste hjernekirurger.

Disse hænder forfulgte mig gennem hele læsningen af Gør ikke skade. Men ud over at have opereret tusindvis af syge hjerner, og for mange af disse patienter været det nærmeste, de har været Guds hånd, så har de også bedrevet en meget velskrevet bog, der er fuld af både fascinerende og skræmmende historier fra neurokirurgiens hospitalsgange og af kloge og tankevækkende betragtninger fra en karriere, hvor det har været både et vilkår og en drivkraft, at man konstant befandt sig på kanten af nogens liv og død.

 

Diagnoser og drama

Bogen er inddelt i 26 kapitler, som under korte overskrifter som ”Aneurisme”, ”Plexus choroideus papillom” og ”Leukotomi” tager udgangspunkt i enkeltstående sygdomsforløb, der på forskellig vis har haft betydning for Henry Marsh, både som læge og som menneske.

Fra det hæslige øjeblik, hvor han må fortælle en patient og hans familie, at hovedpinen eller synsforstyrrelserne skyldes en hjernetumor, som hvis den ikke fjernes, under en risikabel operation, på kort eller lang sigt vil gøre ham mere og mere handicappet for til sidst at dø, og til den euforiske glæde, der opstår i ham, når han efter at patienten er bedøvet og anonymiseret under kirurgiske lagner, står over håndværksdelen af sit arbejde.

 

Narcissisme

Mellem navnene fra neurologiens diagnoselister optræder i kapiteloversigten også begreber som ”Melodrama” og ”Hybris”. Henry Marsh fungerer som konsulent på den britiske hospitalsserie Holby City, og hans flair for sætte dagligdagen på hospitalet ind i en spændende fortælling, fornægter sig ikke i Gør ikke skade. Men når ens daglige virke berører folks liv og død, er det nærliggende at komme til at se sig selv med (den helbredte) patients øjne – et nærmest guddommeligt lys.

 

 

Man taler om lægelig narcissisme eller storhedsvanvid, og Marsh taler selv om, at en del kirurger formentlig er kliniske psykopater. Når han beskriver situationer, hvor han fungerer som ledende kirurg, sætter han ikke sit lys under en skæppe. Han ender ofte i situationer, hvor han ser ned på både kolleger og patienter, og irritationen over at skulle underlægge sig samme bureaukratiske regler som alle andre i sygehusvæsenet er grænseløs.

 

Til gengæld er han også hudløst ærlig i beskrivelserne af sine fiaskoer og fejloperationer. Marsh er smerteligt bevidst om, at enhver kirurgs dygtighed er resultat af en læreproces, der er gået gennem en lang række fejl og fiaskoer. Et sted i bogen befinder Marsh sig på et plejehjem, hvor han tilfældigt bemærker navnet på en tidligere patient på dørskiltet til et værelse. Manden ligger som en grøntsag på 5. år efter en fejlslagen operation på Marshs bord.

Måske skyldes denne ydmyghed alder og erfaring, men det gør i hvert fald den velskrevne bog Gør ikke skade til en meget læseværdig og interessant bog.

 

Advarsel

Jeg læser sjældent biografier, men blev interesseret i Gør ikke skade, fordi en af mine skønlitterære yndlinge, Karl Ove Knausgård, anbefaler den. Desuden har jeg selv en, desværre ikke-operabel, sygdom i centralnervesystemet, så jeg ved til pinefuldhed, hvor følsom enhver funktion i kroppen er for selv den mindste lille fejl i hjernen, og fandt emnet meget spændende. Da jeg umiddelbart efter endt læsning fik en ordentlig omgang hovedpine, var jeg da også straks sikker på, at nu var et aggressivt glioblastom i færd med at presse min hjerne ned gennem hullet nederst i kraniet, som en tube tandpasta. (Det kan faktisk ske. Læs bare selv Gør ikke skade). Det gik dog over igen, hvilket heldigvis er den hyppigste udgang på ens fantasier om grusom sygdom og død. Bare ikke hvis man er ledende kirurg på neurologisk afdeling.