Søg her...

Bogbloggernes bud på årets bedste bog 2016

 

Line Dalbro Schaumann har ved siden af sit job som bibliotekar en glimrende bogblog, "Forestilling om paradis". Hun har spurgt en række medbloggere om, hvad deres bedste bogoplevelse var i 2016. Herunder kan du finde deres anbefalinger og links til de forskellige blogs.

 

Line Dalbro Schaumann anbefaler J.K. Rowling; "Harry Potter og det forbandede barn"

 

Harry Potter betyder noget helt særligt for mig, og da sidste side i ”Harry Potter og Dødsregalierne” var vendt, havde jeg svært ved at forstå at det var slutningen. Jeg er glad for at Rowling havde det på samme måde. Selvom jeg ville ønske at ”Det forbandede barn” var en ”rigtig” historie og ikke kun et manuskript, var det alligevel skønt at komme tilbage. Det var som at komme hjem og derfor er det årets bedste bog.

 

Lines blog


Pernille Lund Olesen anbefaler: Haruki Murakami; ”Hard-boiled wonderland and the end of the world”

 

Det er første gang jeg har læst eller havde hørt om Murakami, da jeg satte mig med denne bog og den slog mig helt ud - på den gode måde. Sjældent har jeg indlevet mig så meget i en bog, hvor jeg både bliver udfordret og underholdt i en fantastisk balance og med et fuldendt univers der hele tiden overrasker. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig, og havde bare lyst til at læse videre, selv da siderne slap op. Jeg vil læse mere Murakami, dét er helt sikkert.

 

Pernilles blog


Marie Feddersen anbefaler; Nina George; ”Det litterære apotek”

 

Bogen er både en hyldest til alt det bøger kan, men har samtidig også for øje hvad de ikke kan. Sjældent har jeg laver så mange understregninger i en bog som da jeg læste denne. Bogen er fuld af smukke citater om kærligheden til bøger og livet.

 

Maries blog


Inge Jørgensen anbefaler: Marianne Joensen; ”Kærlighed i indkøbskurven”

 

Handler om en kvinde der netdater. Møder en fyr som kommer på ferie hos hende i 14 dage. Vild forelskelse indtil hun opdager hans hemmelighed.


En bog der fanger hele vejen, er velskrevet og underholdende samtidig med at den rammer nogen relevante emner som købsidentitet, dating, søgen efter kærligheden mm.

 

Inges blog


Susanne Hou anbefaler: Muffy Morrigan; ”Sejlvæveren”


Drager, magi, sejlskibe og sammensværgelser - i rummet! Fantasy og science fiction blandet på den bedste måde, og det er SÅ godt!

 

Susannes blog


Lars Poulsen anbefaler: Nina George; ”Det litterære apotek”


At vælge årets bedste bog, er næsten umuligt. Men jeg havner nok på "Det litterære apotek" af Nina George.
Om bogen kort: "Det litterære apotek" er en banal kærlighedshistorie. Det er også en ugebladsnovelle. Men den er også så meget mere, og så blændende godt skrevet, at man kan tilgive alt. Bare man kan få lov at læse mere.

 

Lars’ blog


Elena Leah anbefaler: Sigurd Hartkorn Plaetner; ”Noget om Vitus”

 

Det føles som, at velreflekterede og selvbevidste Vitus krænger sin sjæl ud på papiret og inviterer os ind i det dybeste. Ind i dét man ikke vil fortælle, selv til sin bedste ven. Beskrivelserne er hudløst ærlige og detaljerede, balanceret med humor og lettilgengælighed. Man keder sig ikke med Noget om Vitus, men kommer til gengæld hele følelsesregistret igennem og får mulighed for at reflektere over sit eget liv og hvad der er vigtigt i det.. hvis man da er klar til den udfordring. 6 ud af 6 stjerner herfra.

 

Elenas blog


Ea Chamberlain anbefaler: Siri Pettersen; ”Råddenskab”

 

Råddenskab er en fortælling der tryllebinder, indfanger og fascinere læseren. Det er et mesterværk af højeste kvalitet, som rivere læseren igennem et følelses register af håbløshed, desperation, sorg, glæde, had og ikke at forglemme kærlighed. Læserne – så vel som karakterende – må på en rejse hvor alt ikke er som det ser ud.

 

Eas blog


Kathrine Bach Pachniuk anbefaler: Becky Albertelli; Simon vs. verdens forventninger

 

Jeg har valgt ”Simon vs verdens forventninger” fordi det er den sødeste og alligevel en af de mest tankevækkende bøger jeg har læst i år. Jeg er lidt forelsket i både Simon og Becky Albertalli som har skabt ham

 

Kathrines blog


Malene Hulgaard anbefaler: Colleen Hoover; ”It Ends With Us”

 

'It Ends With Us' er stærk, barsk, smuk, sjov, hjerteskærende og fantastisk. Den tager dig med på en følelsesmæssig rutsjebanetur der er hård i øjeblikket, men som efterlader dig så taknemmelig efterfølgende.
'It Ends With Us' er den absolut bedste bog, jeg har læst i år og jeg har fået en hel ny respekt for forfattere - i dette tilfælde især for Colleen Hoover - og for dét de kan med deres ord.

 

Malenes blog


Irene Elisabeth Jensen anbefaler: Paula Stokes; ”Girl Against the Universe”

(Red. Den har vi desværre ikke til udlån endnu)

 

En af de bedste bøger jeg har læst i år, er Girl Against the Universe af Paula Stokes. Maguire er en ung pige, der har ondt i livet, men handler på det. Vi følger hendes hverdag og sessioner med psykologen, og det føles alt sammen meget realistisk. Bogen er virkelig nem at relatere til, og jeg tror de fleste vil kunne genkende noget af sig selv i Maguire. Noget af det, jeg især elsker bogen for, er den måde den behandler kærligheden på; kærlighed har meget magt, men den kan ikke heale alle sår. Det synes jeg er en vigtig pointe. Derudover er bogen sjov og fyldt med håb.

 

Irenes blog


Tine Færch anbefaler: Karin Slaughter; ”De smukkeste”

 

Det her er uden tvivl, en af de bedste bøger jeg har læst i år. Måske en af de bedste bøger jeg har læst i flere år. Den har masser af alt det jeg godt kan lide i en krimi. Den er lige på og rå og der er ikke sparet på de blodige detaljer. Plottet er gennemtænkt og hvad jeg vil kalde intelligent, idét den hele tiden tager nye uventede drejninger og ikke på nogen måder springer over hvor gærdet er lavest. Imens jeg læste, fulgte bogens handling mig i tankerne og flere gange har jeg nævnt for venner, familie og kollegaer, at jeg var ved at læse en vanvittigt god bog. På bagsiden står der, at det gør fysisk ondt, at lægge bogen fra sig og det kan jeg godt tilslutte mig.

 

Tines blog


Rikke S. F. Simonsen anbefaler: Sidsel Sander Mittet; ”Sandsnogens bid”

 

Min favorit af de danske bøger, der er blevet udgivet i 2016, må være "Sandsnogens Bid" af Sidsel Sander Mittet. Ikke nok med at det er en fantastisk fantasy-roman, så var det et velkendt gensyn med Morika-universet, som jeg vitterligt elsker (bogen foregår altså i det samme univers som hendes serie "Morika", bare mange år tidligere). Den er spændende, den er intens og så skriver Sidsel Sander Mittet bare virkelig godt - og personerne udvikler sig på den fedeste måde! Man kommer igennem hele følelsesregisteret, og det er noget, jeg sætter højt ved min læsning.

 

Rikkes blog

 

Per Drustrup Larsen anbefaler: Arne Dahl; ”Skyggezone”

 

Ikke siden jeg læste Jo Nesbø ”Snemanden”, er jeg blevet snydt så grundt undervejs i min læsning, som med denne nye krimi fra Arne Dahls dygtige hånd og kringlede hjerne. Det er ganske enkelt den bedste krimi, jeg har læst i lang, lang tid, og for en gangs skyld er en anprisning på et bogsomslag ikke helt skæv: ”Den bedste svenske kriminalroman nogensinde”. (Sydsvenskan)

 

Pers blog

 

Helle M. Larsen anbefaler: Ali Shaw; ”The Trees”

 

”The Trees” er en rigtig spændende apokaluptisk/post-apokalyptisk bog med nuancerede og sympatiske karakterer, som alle gennemgår en stor udvikling i løbet af bogen. Det er en både smuk og skræmmende fortælling, hvor man følger bogens hovedpersoner i deres søgen efter deres familiemedlemmer og et sted, hvor de kan føle sig hjemme igen.

 

Helles blog

 

Bogbloggernes bedste fra 2016

Vent venligst, data hentes