4. juni 2018

Hvem skal vinde publikumsprisen til #BOGTRAILER18

24 femteklasser fra hele kommunen har læst bøger og lavet bogtrailere for at deltage i den store #BOGTRAILER18 konkurrence. Nu er feltet blevet reduceret til fem finalister, som alle deltager i konkurrence om hovedprisen - #BOGTRAILER18 og samtidig også forsøger at vinde afstemningen og løbe med publikumsprisen.

 

Afstemningen er åben og kan findes lige her. Sæt flueben på den film, du synes fortjener at vinde og husk at trykke på "Stem"-knappen i bunden for at afgive din stemme.

 

Hvad er en bogtrailer?

En bogtrailer er en kort film på maks et minuts længde, hvor børnene præsenterer en bog, som de har læst. Filmen skal gerne vække appetitten hos modtageren uden at afsløre for meget af handlingen.

 

Børnene har selv valgt, hvilke bøger, de ville læse og lave trailere for – det eneste kriterium har været, at de ikke måtte vælge en bog, der er filmatiseret. Fremtidens boganmeldere og lystlæsere #BOGTRAILER17 udspringer af udviklingsgruppen - et samarbejde mellem Aalborg Bibliotekerne og Aalborg Kommunes Skoleforvaltning.

 

Formålet er at fremme læselysten hos børn og give eleverne nogle nye tekniske kompetencer - såvel som erfaring med at opbygge og fortælle historier. Der er desuden lagt op til, at lærere og elever tager en snak om begreber som f.eks. ophavsret undervejs.

Det store gallashow

I 2017 uddeltes de første bogtrailerpriser til det store prisuddelingsgallashow. Igen i år uddeles der to priser til prisuddelingsgallafesten – hovedprisen, #BOGTRAILER18 og publikumsprisen, der afgøres via afstemning.

 

Vinder af hovedprisen findes af en jury, der består af:


- Rådmænd Tina French og Mads Duedahl
- Digital redaktør ved DR Ultra Tonny Christensen
- Forfatter Mette Finderup
- Mediekonsulent Keld Mathiesen
- Kommunikationskoordinator ved Aalborg Bibliotekerne,  Allan Johansen


Prisoverrækkelsen med dertilhørende efterfest finder sted fredag d. 15. juni 2018 kl. 12-14 og bliver atter en festdag med gallatøj, røde løbere, musik og tilbageholdt åndedræt.


Af pladshensyn har det har været nødvendigt at begrænse gæstelisten til de fem klasser, der har nominerede film med i konkurrencen.

Se de nominerede film under afstemningen her

Biblioteksvagten Spørg Biblioteksvagten