7. december 2017

Mød bibliotekets læsehunde

For mange børn vil det at læse op for en kær lille hund ikke være så skræmmende som f.eks. at skulle læse op i klassen, for forældre eller for fremmede.
 
Læsehunde er netop eksperter til at lytte til børn, der læser op for dem. Med deres taknemmelige væsen, de opmærksomme øjne  og den logrende hale,  er de det perfekte læsepublikum til at give børn mod på at læse.
Læsehundene er tænkt som motivation til børn i 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler nyt mod på at træne læsningen.

 

Certificerede hundeører
De to læsehunde og deres ejere er lige kommet hjem fra Foreningens Læsehundes' kursus og er blevet godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket. 

 

Så hundene er ivrige efter at komme i gang og blive klappet og aet af børn, der vil læse for dem.

 

Lørdag d. 9. december kan du komme og få en snak med Torben og Nevin, som er Sofus´ og Josie´s ejere og høre om et læseforløb er noget for dig.

Læseoplevelsen med en hund
Et læseforløb med en læsehund betyder konkret, at man som barn mødes med en hund og dens fører hver uge og læser højt for hunden på det lokale bibliotek. 

 

Læsehundene er bl.a. udvalgt ud fra om de af natur er venlige og rare. Da hundene hverken retter eller dømmer, men tilbyder ro og nærvær, gør det barnet tryg ved at læse. Hundeejeren forholder sig neutralt under aktiveteten, men er klædt på til at støtte og opmuntre barnet, når det kræves.

 

Efter hver læsning er der lidt ‘hyggetid’ for barn og hund, som bruges på øvelser, godbidder og nussetid.

 

Et læseforløb varer typisk 6. uger og barnet modtager et læsediplom den sidste gang med et billede af læsehunden og barnet sammen.

 

Læsehunden og dens fører (tilsammen et Læseteam) er uddannet og godkendt af Foreningen Læsehunde

 

Noget for dig?
Er du interesseret i et læseforløb, så kan du henvende dig til vores kontaktperson for de to læsehunde, Mette Schønning Lybæch, på tlf. 99314365 eller via mette.schoenning@aalborg.dk  

Det er naturligvis gratis at modtage hjælp fra en Læsehund.

Spørg Biblioteksvagten