16. oktober 2017

Krydr hverdagssituationer med lydbøger fra eReolen

Vi har allesammen flere mere eller mindre spændende daglige gøremål, som ikke nødvendigvis udløser jubelbrøl og sviende highfives, når vi når til dem på dagens dosmerseddel. Der er heldigvis hjælp at hente, hvis man gerne vil peppe hverdagsrutinerne lidt op.

Flere 1000 lydbøger lige ved øret

På eReolen har du for eksempel adgang til flere tusinde lydbøger, der bare venter på at blive læst op for dig, mens du tager dig af de knapt så sindsoprivende pligter og rutiner.

Er der kø på motorvejen? Hold humøret oppe med John Irvings underfundige humor. Skal du støvsuge funkisvillaen? Besøg Kaninbjerget imens. Eller skal efterårsløvet samles op? Hold pulsen oppe med gysets mester, Stephen King.

 

Med lydbøger fra eReolen risikerer du faktisk, at du går og glæder dig lidt, til du skal i gang med den gigantiske opvask i køkkenet. Det er nemlig ensbetydende med et par kapitler mere i den der fantastiske bog, du er i gang med at høre.

 

Gå på opdagelse og få hjælp på biblioteket

Der er noget for enhver smag på eReolen, og naturligvis også noget for dig. Hvis du ikke er til lydbøger, er der selvfølgelig også et kæmpe udvalg af ebøger, du kan læse på din smartphone eller tablet.

 

Du kan udforske eReolen allerede nu på eReolen.dk eller download eReolens app fra Appstore eller Google play. Du logger på med samme bruger og kode, som du går på bibliotekets hjemmeside.

 

Hvis du mangler lidt hjælp til at navigere i det store udvalg, kan du altid spørge på dit bibliotek. Herunder er der fem lydbøger, som denne skribent har på lyttelisten.

 

God fornøjelse med eReolen.

 

Fem lydbøger eReolen.dk, du kan høre mens du vasker op

Anbefalet af Allan Johansen

Mich Vraa: Haabet

2017 markerer 100 året for overdragelsen af de Vestindiske øer til USA. I Mich Vraas roman får vi et indblik i Danmarks tid som slavenation. En nødvendig påmindelse om et sort kapitel i Danmarkshistorien, som vi ikke taler nok om.

 

Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får

Bladerunner 2049 er aktuel i biograferne lige nu og har fået anmelderne til at juble i ekstatisk glædesrus. Forlægget, ”Drømmer androider om elektriske får”, er i sig selv et science fiction mesterværk, som jeg glæder mig til at lytte til.

 

Stephen King: Ondskabens hotel

Der er adskillige Stephen King bøger på eReolen og Ondskabens Hotel er én af dem, jeg aldrig har fået læst. Det skal der laves om på.

 

Nick Hornby: High Fidelity

Jeg har læst den før og den er simpelthen fremragende. Nick Hornbys fortælling om Rob Flemings kaotiske (kærligheds-) liv er forrygende underholdning og sublimt skrevet.

 

Arthur Conan Doyle: Sherlock Holmes – Et studie I rødt

BBCs "Sherlock" med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman er noget af det bedste TV, jeg har set i lang tid. Det har gjort mig nysgerrig efter at læse Arthur Conan Doyles historie om den violinspillende detektiv. Der er masser af Sherlock Holmes på eReolen, så det er bare at komme i gang.

 

 

Spørg Biblioteksvagten